Underup, Torp & Vorbjerg

Underup

Velkommen til landsbyfællesskabet Underup, Vorbjerg og Torp beliggende i det bakkede landskab mellem Nim og Østbirk og med Underup som det naturlige samlingssted omkring kirken og kastanjeplænen.

Underup, Vorbjerg & Torp

Velkommen til landsbyfællesskabet Underup, Vorbjerg og Torp beliggende i det bakkede landskab mellem
Nim og Østbirk og med Underup som det naturlige samlingssted omkring kirken og kastanjeplænen.

Området har været beboet siden tidernes morgen, hvilket de mange gravhøje og oldtidsfund fra området
vidner om. Det bakkede landskab er skabt af randmoræner fra den lile istid, mens den store koncentration
af bronzealderhøje og jernalderhøje er menneskeskabte.

Fra Gudenåen ved Bredvadmølle, der afgrænser
landsbyfællesskabets vestligste del og til Kollerup Skov ved Julianelyst Gods i den østligste ende, er området
kendetegnet ved et varieret terræn og et meget smukt naturlandskab. En del af området er opdyrket, mens
højgrupperne omkring Slaggård Banke og Vorbjerg Høje er fredet. I området finder du også større
skovområder i Nim Skov, Ennerskov, Nederskov, Vinten Skov, Kollerup Skov, Vesterskov, Nørreskov og
Birkholm mod Østbirk, hvor de mange stier byder på skønne og varierede ture i alle årstider.

Underup – Kastanjeplænen

Uanset om du kommer til området langs Gudenåen i kano, til fods, på cykel eller i bil bliver du slået af de mange udsigtspunkter, som området tilbyder.

Start fx din tur i Underup, hvor du kan søge ly i madpakkeskuret ved Kastanjeplænen. Læg mærke til husene langs Bygaden, der hver især rummer historier om en svunden tid med handelsdrivende og håndværksmestre.

På Kastanjeplænen lå engang Underup
Skole, der lukkede i 1960 – de gamle lokumsskure står stadig på plænen; her finder du i dag havespil, som du frit kan låne. Læs de mange infoskilte – hvor du kan orientere dig om mulighederne i området – eller gå en tur rundt om kirken langs den fredede stensætning og nyd udsigten over Vorbjerg Høje og Trehøje.

Hvis du har lyst, kan du fortsætte turen til fods på skolesporet, der vil føre dig langs den gamle Vildtbane, som blev etableret af Kong Frederik 2. i sidste halvdel af 1500-tallet, og forbi Underup Vandskel, der i fortiden adskilte Gudenåens vand fra vest og Hanstedåen fra øst med en kun 300 meter bred landpassage. Nyd Vildtbanelunden og fortsæt enten ind i Nim Skov eller tilbage mod Underup langs endnu en perlerække af gravhøje, der ligger langs skolestiens østligste og opadstigende del.

Torp & Vorbjerg

Tilbage i Underup kan du bevæge dig
gennem byen, hvor vejen deler sig ved den gamle transformatorstation. Her kan du fortsætte turen ad Underupvej mod Vinten eller fortsætte ad Torpvej, hvor vejen vil føre dig gennem ”lillebyen”, der ligger i
smørhullet mellem Underup, Vorbjerg og Torp – og hvor områdets tidligere Forsamlingshus og Brugsforening i dag er omdannet til boliger.

Drej skarpt mod nordvest og Vorbjerg, hvor du finder Møgelhøj
med dens enlige egetræ knejsende over området – eller bevæg dig på grusvejen vest om slaggårdbanke eller op mod et af Danmarks smukkeste shelterpladser. Fortsætter du mod Torp møder du en lille samling huse centreret omkring endnu en gammel landsbyskole.

Hvor Underup udgør en mindre landsby, består både Vorbjerg og Torp hovedsageligt af gamle gårde og husmandssteder. Nogle få af dem fungerer fortsat som landbrug, mens de fleste huse er enfamiliehuse – måske med et mindre hobbylandbrug, hvilket de mange græssende heste, køer og får vidner om.

Fra Torp kan du fortsætte mod områdets nordligste del ved
Sudkær, mod Vinten Skov i syd eller mod Øst, hvor Kollerup Skov ved Julianelyst samler området omkring Torp Mark med Kollerup, hvor Kollerup Bæk danner en naturlig afgrænsning mod Lundum og hvor du på Skinderhusvej finder Spejderhytten og indgangen til Nederskov.

Indbyggere

Ruter

Kilometer

Checkpoints